Liva Høyberg
Som ung blev Hella Joof stormende forelsket. Men i en mand der endte med at knuse hendes hjerte. Da Hella Joof var 17-18 år gammel, blev hun stormende forelsket i en mand, hun beskriver som “en skidt fyr” – en ældre, tidligere fængslet mand, hun følte, hun skulle redde. De blev kærester, uden nogensinde at […]
Som ung blev Hella Joof stormende forelsket. Men i en mand der endte med at knuse hendes hjerte.
Da Hella Joof var 17-18 år gammel, blev hun stormende forelsket i en mand, hun beskriver som “en skidt fyr” – en ældre, tidligere fængslet mand, hun følte, hun skulle redde.
De blev kærester, uden nogensinde at sætte titlen på, men sås i weekenderne.
Hella boede stadig hjemme, hvor han boede i sin egen lejlighed og hun blev draget af hans spændende og ‘lidt forbudte’ tilstedeværelse på hans med loven.
Men hun holdt fast i ‘forholdet’ med det yderste af neglene.
Et forhold uden tryghed
Hella følte sig aldrig helt valgt til.
Selvom de gik ud og spiste dyrt for penge han havde tjent på kant med loven, følte hun sig som et yderligt mandat – aldrig rigtig set eller prioriteret.
Hun beskriver deres samliv som dårligt og forklarer, at hun blev så forstyrret, at hun ikke engang kunne gå på toilettet, når hun var hos ham.
Mavepinen blev derfor et fysisk symbol på hendes indre uro og det syn hun havde på sig selv.
Et selvhad forklædt som kærlighed
Hella Joof fortæller, at hendes følelser ikke var kærlighed i klassisk forstand, men noget mere destruktivt. Hun siger:
“Det var i virkeligheden ophobning af lort og i virkeligheden et ret kraftigt symbol.” Hun klamrede sig til ideen om ham for at føle, det hele ikke havde været spildt – og for at bekræfte sit eget selvhad.
Da det hele brast
Bruddet kom i hans gamle Volvo, hvor han ikke havde meget at sige, men gjorde det forbi på pæn vis. Hella græd, og da de kortvarigt steg ud, begyndte hun at banke hovedet ind i et raftehegn. Her var det dog som om at hun så sig selv i tredjeperson og hævede sig over over hele scenen der udspillede sig og så det i helikopter perspektiv. Hun tænkte:
“Det går jo ikke Hella. Du kan jo ikke stå og banke hovedet ind i hegnet,” tænkte hun. Tiden efter var dog hård.
Hun var i fuldstændig opløsning, græd i 14 dage, og hendes mor blev så bekymmret at hun overvejede at kontakte en psykiatrisk skadestue.
Vejen op til overfladen
Hella husker ikke, hvornår sorgen lettede.
Men hun lå under dynen, da hendes mor en dag hentede en tallerken – og de små, praktiske ting begyndte at hjælpe. Et bad, lidt mad, en blomst udenfor vinduet. Og til sidst: forelskelsen igen. Det var den nye kærlighed, der fik hende til at komme ovenpå og rydde det gamle bord.
